SAMARBEJDE MED AAU GAVNER BÅDE STUDERENDE OG IVÆRKSÆTTERE

SAMARBEJDE MED AAU GAVNER BÅDE STUDERENDE OG IVÆRKSÆTTERE

Fire studerende fra international virksomhedskommunikation i engelsk på AAU, lavede projektsamarbejde med Icebreaker Nordic. Gruppen var begejstret for muligheden for at prøve kræfter med en opgave, der skulle løses for en virksomhed. Læs hele artiklen fra AAU Inside her.

Scandinavian Talent-programmet arrangeret af Erhvervssamarbejde & Projektudvikling ved AAU Innovation har været stærkt medvirkende til, at en nyuddannet kandidat har fået et job, og fire studerende fra AAU har fået værdifulde erfaringer efter samarbejde med mikrovirksomheden Icebreaker Nordic.

En nyuddannet kandidat har fået et job, og fire studerende har løst en aktuel problemstilling i en virksomhed, hvor der er brug for deres viden.
Det er resultatet af et samarbejde mellem Erhvervssamarbejde & Projektudvikling ved AAU Innovation og iværksættervirksomheden Icebreaker Nordic i Aalborg.

Samarbejdet er blevet en realitet på grund af AAU´s Scandinavian Talent-program, som har til formål at hjælpe studerende med at få foden inden for hos små virksomheder. Få måneder efter at samarbejdet blev etableret, er både Icebreaker Nordics ejer, Kim Jensen, og de studerende særdeles glade for sammen at have løst problemstillinger, som giver virksomheden en større chance for succes, og som har givet de studerende erfaringer, de ikke kunne tilegne sig i et grupperum eller i et auditorium på universitetet.

Via Scandinavian Talent-programmet har flere studerende fået øjnene op for, at de kan få masser af indflydelse og ansvar hos mikrovirksomhederne. Det er netop formålet med programmet at skabe en ny kultur blandt de studerende og overbevise dem om, at de kan opnå mindst lige så store kompetencer ved at skabe vækst og innovation sasmmen med en mikrovirksomhed, som de kan ved at indgå en aftale med en stor virksomhed.

GLAD FOR LØSE KONKRET OPGAVE FOR VIRKSOMHED

Kim Jensen har opfundet et alternativ til den gammeldags isterningebakke eller isterningepose. Den består af en beholder, som man fylder med vand, hvorefter man lægger beholderen i fryseren. Når vandet er frosset, tager man beholderen ud, tager den nederste bakke af og drejer på toppen af beholderen, og så kommer der isterninger ud af bunden. 

Kim Jensen erkender, at det i manges ører lyder som en vanskelig opgave at sælge et apparat, der kan lave isterninger. Ikke desto mindre kastede de fire studerende Andreas Gasberg, Hans Kvist Hansen, Stephanie Juhl og Mia Nikolajsen, sig over opgaven med at opbygge et community, hvor deltagerne skal teste produktet og udbrede kendskabet til det. De fire studerende læser international virksomhedskommunikation i engelsk på AAU. 

Gruppen fra AAU var begejstret for muligheden for at prøve kræfter med en opgave, der skulle løses for en virksomhed.
- Det er meget federe at arbejde med en konkret problemstilling end med et hypotetisk problem. Det er langt lettere at forholde sig til problemet, og det har været rart at se, hvordan man i praksis arbejder i en virksomhed, siger Andreas Gasberg.
 

OPLAGT AT SAMARBEJDE MED AAU

Icebreaker havde brug for at få en uvildig vurdering af, hvordan kendskabet til produktet kunne udbredes, og det skulle ikke være nogen, der kunne vurdere problemstillingen med friske øjne.

Derfor var det oplagt at samarbejde med en projektgruppe fra AAU.
- Vi fik præcis det ud af det, vi gerne ville. Jeg er glad for, at noget som simpelt som isterninger kan blive omdrejningspunktet for et community. Det var fedt, at de studerende ville gribe ideen og give den en skalle. Det har været et meget tilfredsstillende forløb for os, siger Kim Jensen.

Samarbejdet har også været særdeles positivt for de studerende.

- Det er mere forpligtende og en større tilfredsstillelse at arbejde med en opgave, når der sidder nogen på den anden side og har brug for det, vi finder ud af. I en lille virksomhed får man et større ansvar, end man gør i en stor etableret virksomhed siger Hans Kvist Hansen.
 

NYUDDANNET ANSAT PÅ DELTID

Lill Christensen har ligesom de fire studerende læst international virksomhedskommunikation i engelsk og fik første gang kontakt til Kim Jensen i forbindelse med Scandinavian Talent-programmet under studiet. Som nyuddannet fik hun i efteråret en stilling i 20 timer om ugen hos virksomheden, hvor hun nu er marketingkoordinator. 

- Det er fantastisk at få lov til at få et ansvar og blive lyttet til. Det sker sjældent andre steder, når man er nyuddannet, siger Lill Christensen.

Kim Jensen påpeger, at han er tryg ved at invitere studerende inden for og give nyuddannede en chance, fordi studieformen på Aalborg Universitet gør de studerende klar til at indtage en plads, så snart de kommer ind ad døren.

De fire studerende er enige om, at studerende generelt har en tendens til at gå efter de store virksomheder, når de skal skrive projekter eller søge praktikpladser. Men i mange tilfælde kan det være en bedre ide at rette fokus mod mindre virksomheder, hvor der i højere grad end hos de store er brug for deres viden og forslag til løsninger.
- Det er lettere at samle empiri, og det giver mere menig at lave et projekt, når det sker i samarbejde med en virksomhed, Mia Nikolajsen.

Talentprogrammet er en del af det skandinaviske projekt Innomatch, som finansieres af EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, og gennemføres derfor også på en række andre uddannelsesinstitutioner i Danmark og Norden.

 

 

Artiklen er fra AAU Inside

Anders Green, AAU Kommunikation, ag@adm.aau.dk

Nyheder