Værktøj til at komme videre
Jeg så opslaget på praktikpladsen hos Rambøll i AAU Jobbank. Jeg var klar på at søge praktikken, men jeg manglede lidt værktøjer, derfor bookede jeg en vejledning hos AAU Karriere. Til vejledningen fik jeg tjekket min ansøgning og cv, ligesom jeg fik gode råd om det at gå til jobsamtale.
Klichéagtigt, men sandt
Det lyder måske kliché-agtigt, men det vigtigste, jeg lærte til vejledningen, var, at man skal være sig selv og mærke efter, om virksomheden passer til én. Hvis det ikke er tilfældet, bliver det formentlig hverken en god oplevelse for en selv eller for virksomheden.
Vær fremme i skoene
Jeg vil råde andre AAU-studerende, der også gerne vil have en god praktikplads, til at gøre følgende: Find ud af, hvorfor du vil arbejde ved lige netop den virksomhed og i lige netop den stilling – og udtryk det i din ansøgning og til samtalen. Tag kontakt til virksomheden. Ring til kontaktpersonen, og hvis det er muligt så brug dit netværk til at opnå mere viden om virksomheden og den stilling, du ønsker at få.
OM HJALTE DYRENDOM CHRISTENSEN
Uddannelse: IT-Ledelse
Semester: 9. semester
Stilling og virksomhed: I praktik hos Rambøll