AAU Karriere

Inspirationshistorie

Lisa fik forskelligt udbytte af 2 besøg på Karrieremessen

Lisa fik forskelligt udbytte af 2 besøg på Karrieremessen

Lisa Marie Lundsgaard besøgte Karrieremessen 2 gange i sin studietid, og det var med vidt forskellig hensigt og udbytte. Ved første besøg brugte Lisa Karrieremessen til at søge inspiration om karrieremuligheder, og ved det andet besøg var hun mere målrettet og talte med repræsentanter fra forskellige virksomheder og organisationer. Da hun skulle søge sit nuværende job som digitaliseringskonsulent i Sundheds-IT hos Psykiatrien i Region Midtjylland brugte hun oplysninger fra en samtale på Karrieremessen aktivt i sin ansøgning.

Lagt online: 08.07.2021

Lisa blev opmærksom på Karrieremessen, da hun på sit 2. semester på kandidatuddannelsen så materiale om den på gangene på AAU. Den var en kærkommen lejlighed til at søge inspiration om, hvad uddannelsen skulle føre til. Lisa fortæller:

”Jeg manglede inspiration for at finde min vej, når jeg blev færdig og deltog derfor på messen. Da jeg søgte ind på uddannelsen, vidste jeg ikke, hvad jeg ville bruge uddannelsen til, så det var meget dragende at deltage i noget, der potentielt kunne vise sig at være netop det, jeg gik og manglede”.

Det ligger til Lisa at være opsøgende på ny viden, så hun var ikke i tvivl om, at det var en god idé at deltage i messen.

 

Grundig forberedelse giver god dialog

Forud for Lisas deltagelse på Karrieremessen, fik hun fat i et messekatalog, som hun brugte i sin forberedelse til messebesøget. Hun uddyber:

”Jeg forberedte mig ved at gennemse listen over de deltagende virksomheder for interessante stande, som jeg skulle besøge, og så markerede jeg de virksomheder, som jeg så en klar forbindelse til, og dernæst de virksomheder, som jeg ikke var sikker på, men dog nysgerrig i forhold til”.

Og hun fortsætter:

”Til de virksomheder, som jeg var meget opsat på at snakke med, udarbejdede jeg et par spørgsmål, som kunne facilitere en dialog med virksomheden, der skulle gøre mig klogere på, hvad de beskæftigede sig med, såvel som at gøre dem interesserede i mig som potentiel samarbejdspartner”.

Med sin grundige forberedelse var Lisa klar til at møde virksomhederne på en måde, der var meningsfuld for begge parter.

 

En stemning af engagement og nysgerrighed

For Lisa var det i begyndelsen lidt grænseoverskridende at skulle tage kontakt til virksomhederne, men den følelse blev hurtigt afløst af glæde over den imødekommenhed, hun mødte fra virksomhedsrepræsentanterne. Hun husker tilbage på sit førstehåndsindtryk af messebesøget:

”Så snart man træder ind på Karrieremessen, fornemmer man en stemning af engagement, nysgerrighed og drivkraft blandt både virksomhederne og de studerende, hvilket skaber en rigtig god atmosfære, når man kommer for at blive inspireret. Det er min oplevelse, at virksomhederne synes, at det er rigtig positivt, at man som studerende tager initiativ til dialog og udviser interesse for det, de har at fortælle – det er klart noget, som jeg vil anbefale nye studerende at gøre”.

På begge Lisas messebesøg, blev hun inspireret til at undersøge områder, både inden for det offentlige og det private, som hun ikke ellers ville have overvejet. Hun indsamlede desuden materiale og visitkort og tog noter til svarene på de spørgsmål, hun stillede.

 

Messemateriale som kilde til refleksion

Lisas messebesøg var langt hen ad vejen en inspirationstur, hvor hun fik en viden, som hun brugte til at indkredse, hvilken retning hun ville gå med sin jobsøgning. Hun fortæller:

”Jeg undersøgte bl.a. virksomhederne på internettet for at finde inspiration, og derudover begyndte jeg, allerede året inden jeg dimitterede, at skrive små noter omkring mine tanker baseret på mit besøg på Karrieremessen – hvem kunne jeg godt tænke mig at arbejde hos, hvad kunne jeg godt tænke mig at arbejde med, arbejde som, osv.”.

Lisa forberedte sig grundigt på den jobsøgning, hun snart skulle i gang med.

 

Messebesøg med konkret formål

Lisa havde positive erfaringer med sit første messebesøg, hvor hun havde hentet en masse inspiration, som hun havde brugt som afklaring af, hvad hun ville. Karrieremessen afholdes hvert år, og Lisa valgte at besøge den igen på sit specialesemester, og denne gang med en anden tilgang end året før:

”Da jeg deltog på Karrieremessen, mens jeg skrev speciale, var jeg samtidig åben for at lede efter et konkret job. Gennem samtaler på messen fik jeg skabt gode kontakter, som jeg efterfølgende bl.a. har forbundet med på LinkedIn”.

Lisa fortæller, at hun takket være sine messebesøg og sin proaktive indsats efter besøgene har fået et større netværk på LinkedIn, som vil kunne give stor værdi både nu og i fremtiden.

 

Messebesøg førte til job

Lisa brugte aktivt viden fra en samtale på messen, da hun skulle søge sit nuværende job, og hun tillægger messebesøget stor værdi i den forbindelse. Hun fortæller:

”Man kan vel egentligt sige, at jeg ikke havde landet det job, jeg har nu, hvis jeg ikke havde deltaget på Karrieremessen. Det var netop samtalen på messen, der gav mig interesse for det konkrete område med digitalisering, som jeg arbejder med nu. Jeg begyndte at søge lignende job og kombineret med en karrieresamtale med AAU begyndte jeg også at søge stillinger uden for regionen – hvilket ledte mig til den stilling, som jeg besidder i dag”.

 

Forberedelse, åbenhed og opfølgning

På baggrund af sine egne erfaringer har Lisa en række råd, som hun gerne vil dele med dig, der vil have mest muligt ud af dit messebesøg.

 

Før besøget – forbered dig:

Find ud af, hvad du forventer af besøget – det er helt okay at deltage, selvom du ikke søger job her og nu.

Dan dig gerne et overblik over de virksomheder, som du finder interessante og gerne vil besøge. Du kan med fordel vende dine tanker med medstuderende, studiegruppe etc.

Skriv eventuelt et par spørgsmål ned, som du gerne vil have besvaret på messen.

 

Under – vær åben, nysgerrig og selvstændig:

Vær åben og nysgerrig, vær ikke bange for at åbne en dialog og have det sjovt. Det kan være ret intenst at gå på messen i flere timer, så tag en pause indimellem.

Det kan være en god idé ikke at gå rundt med din gruppe hele tiden. Det er vigtigt at vise selvstændighed og seriøsitet, når du henvender dig til virksomhederne, og her er det, du skal bringe dig selv i spil.

Begge gange jeg deltog, tog jeg afsted med min projektgruppe, og vi mødtes med mellemrum for at drøfte, hvad vi havde oplevet, og hvem vi havde snakket med. Det gav utroligt meget at kunne inspirere hinanden til spændende stande at besøge.

 

Efter – følg op og skab forbindelser:

Sørg for at lave aftaler med de virksomheder, som du fx vil søge job hos i fremtiden. Det kan være at forbinde på LinkedIn, at invitere til et kaffemøde eller at sende en uopfordret ansøgning.

Brug dine oplevelser på messen aktivt og undersøg eventuelt på LinkedIn, hvem der arbejder hos den virksomhed, du har fundet interessant – et uforpligtende kaffemøde med en medarbejder i virksomheden kan føre mange veje hen.

Om Lisa Marie Lundsgaard

Alder: 29 år

Uddannelse: Klinisk Videnskab og Teknologi

Dimittendår: 2020

Stilling og virksomhed: Digitaliseringskonsulent i Sundheds-IT hos Psykiatrien i Region Midtjylland

 

Læs om Lisas overgang fra studieliv til arbejdsliv i hendes portræt på alumni.aau.dk.

Læs mere om karrieremesser her.

 

De nyeste historier

Se listen

VIL DU DELE DINE ERFARINGER?

Vil du fortælle om din vej? Eller kender du én med en inspirerende historie?

Skriv til os på karriere@aau.dk, så andre kan blive inspirerede.