AAU Karriere

Inspirationshistorie

Mathias kom foran i jobkøen

Mathias kom foran i jobkøen

Mathias Madsen er en af de første dimittender fra Medicin med Industriel Specialisering, og hans kommende arbejdsgiver havde let ved at få øje på Mathias’ gode kompetencer, fordi han havde været aktiv og opsøgende i sin studietid. Det har ført til, at Mathias kun 4 år efter sin dimission er director of Global Quality hos CCBR Clinical Research.

Lagt online: 10.11.2015

Under mit speciale samarbejdede jeg med Lundbeck, hvilket inkluderede et længere ophold i USA, hvor jeg var med til at lave prækliniske undersøgelser af et nyt antidepressivt lægemiddel. Da jeg kom hjem fra USA, tog jeg kontakt til CCBR Clinical Research for at høre, om de kunne bruge en person med min uddannelse, når jeg blev færdig.

 

Forskellige karrieremuligheder

CCBR havde godt kendskab og god kontakt til min uddannelse gennem deres tætte samarbejde med EIR (Empowering Industry and Research) i Nordjylland, og dette var med til at bane vejen for et erhvervs-Ph.d.-projekt i samarbejde med CCBR Clinical Research og Aalborg Universitet. Under forberedelserne til dette projekt blev jeg i stedet tilbudt en fast stilling hos CCBR, når jeg var færdig med min uddannelse.
 

Ny uddannelse med god relevans

Jeg var en del af første årgang på uddannelsen Medicin med Industriel Specialisering. Uddannelsen kombinerer den traditionelle lægeuddannelse med et stærkt fokus på udviklingen af nye lægemidler. Da CCBR arbejder med udførelse af kliniske studier med nye lægemidler, var denne nye uddannelse yderst anvendelig for dem.

 

Samarbejde med erhvervslivet giver gode kompetencer

Da jeg flere gange gennem mit studieliv havde været i kontakt med erhvervslivet, synes jeg, at overgangen fra studie til erhvervsliv gik meget smertefrit. Igennem mit samarbejde med Lundbeck og CCBR Clinical Research havde jeg lært en masse om forskellen mellem livet på universitetet og livet i en virksomhed.

 

Gruppearbejde – et stærkt kort

Udover min faglige baggrund som jeg har fået på Aalborg Universitet, mener jeg også, at en af de stærkeste kompetencer, som jeg har tilegnet mig, er erfaringerne med gruppearbejde/samarbejde.

Dette er en yderst vigtig kompetence, som spiller en vigtig rolle i erhvervslivet. Det er yderst sjældent, at man kommer til at sidde alene med en opgave, så denne læring fra Aalborg Universitet har været utrolig brugbar for mig.

 

Samarbejd med erhvervslivet om dine projekter

Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at man som AAU-studerende gør brug af muligheden for at samarbejde med eksterne samarbejdspartnere/virksomheder på de projekter, man laver gennem sin studietid.

Dette er en unik mulighed for at komme i kontakt med spændende virksomheder, samt at få testet og brugt den tilegnede teori i praksis. Udover at være med til at skabe et professionelt netværk, er det også i sig selv særdeles motiverende at arbejde på reelle projekter med reel nytte, frem for projekter hvis nytte kun er at fremme egen læring.

 

OM MATHIAS MADSEN

Uddannelse: Medicin med Industriel Specialisering

Dimittendår: 2011

Stilling og virksomhed: Director of Global Quality, CCBR Clinical Research

De nyeste historier

Se listen

VIL DU DELE DINE ERFARINGER?

Vil du fortælle om din vej? Eller kender du én med en inspirerende historie?

Skriv til os på karriere@aau.dk, så andre kan blive inspirerede.