AAU Karriere

Inspirationshistorie

Studenterunderviser hos AAU on Demand: ”Et fedt, lærerigt og fleksibelt job!”

Studenterunderviser hos AAU on Demand: ”Et fedt, lærerigt og fleksibelt job!”

Som nyklækket københavner var Mette Relster Poulsen på udkig efter et nyt studiejob til at supplere SU’en, da hun flyttede fra Aarhus i forbindelse med kandidaten i Development and International Relations på AAU CPH. Da hun faldt over jobmuligheden som studenterunderviser i AAU on Demand via AAU’s hjemmeside, greb hun muligheden for ikke bare at tjene lidt ekstra, men tilmed at blive en bedre formidler og at sprede budskabet om et emne, hun selv synes er relevant.

Lagt online: 21.07.2020

”Jeg faldt over opslaget og synes, at det lød rigtig spændende. Jeg søgte det, fordi jeg syntes, at det kunne være fedt at blive bedre til at formidle foran mange mennesker. Jobbet er også en god mulighed for at formidle det svære stof, man lærer på universitetet, på et mere ”forståeligt” niveau til gymnasieeleverne. Det får man også selv noget ud af – særligt at kunne oversætte det man arbejder med på universitetet.”  

Ud over at kunne se værdien i at få et studiejob, som gør hende selv til en bedre formidler, har Mette også en mere indholdsmæssig motivation for at tage ud og holde oplæg for gymnasieeleverne:  

”Jeg synes selv, at det, jeg holder oplæg om, er et vigtigt emne at få formidlet til andre. Mit oplæg handler om kvinder, der flygter til Danmark på baggrund af deres køn, og som er flygtet  fra bl.a. kønsrelateret vold. Det er noget, folk ofte ikke tænker over, så mit oplæg skulle gerne give et nuanceret blik på, at en flygtning kan være mere end eksempelvis en krigsflygtning, politisk flygtning osv.”  

Med sit studiejob er Mette altså med til at sætte emnet på dagsordenen og at skabe et rum for debat i undervisningen. 

 

 

At navigere i det forudsigeligt uforudsigelige 

Selvom Mette efterhånden har været ude at undervise mange gange, så er det ikke ensbetydende med, at hun bare kan læne sig tilbage og køre undervisningen på rutinen: ”Jeg har lært at slappe af i disse ”uforudsigelige” situationer og tage tingene, som de kommer, og så tilpasse undervisningen efter klassens behov. Jeg kører eksempelvis flere gruppeøvelser med nogle, hvis jeg kan mærke, de synes, det er sjovere at lave gruppeøvelser, end at det ”bare” er mig, der fortæller. Men nogle klasser lytter meget interesserede med, når jeg fortæller mere dybdegående om emnet. Det er meget forskelligt, hvordan klassen er. Det kommer også meget an på, hvilken dag på ugen det er. Hvis man holder oplæg fredag eftermiddag eller mandag morgen, kan eleverne godt være ret trætte. Så kræver det, at man lige selv er ekstra meget på, og bidrager med god energi”.  

Netop det uforudsigelige i undervisningssituationerne er også med til, at der aldrig er to dage, som er ens, når Mette er ude med AAU on Demand. Lige præcis dét er et stort plus for Mette:  

”Jeg kan også godt lide udfordringen i, at man aldrig ved, hvilke klasser man kommer ud til, og dermed lærer at være omstillingsparat. Nogle elever er meget deltagende, mens man skal ”kæmpe” lidt mere for det i andre klasser. Men det er en fed udfordring.” 

 

 

Udfordringer med fastholdelsen af opmærksomheden skaber omstillingsparathed

”Jeg var for nylig ude i en klasse, der var meget ukoncentrerede. Det var lidt udfordrende. Men jeg har lært, at det ikke er personligt. Derfor spurgte jeg ind til, hvorfor de var så ukoncentrerede. Det viste sig, at nogle af dem havde en matematikaflevering, der skulle afleveres midt i min undervisning. Dermed fik jeg så forståelse for, at det ikke var mit oplæg, de synes var uinteressant men nærmere omstændighederne, der gjorde udfaldet.”  

”Det kan godt virke lidt intimiderende at stå foran 30 elever, og at der ikke er ro, men jeg har med tiden lært, hvordan jeg tackler det, og hvordan jeg får deres opmærksomhed”.  

Gennem studiejobbet får Mette altså praktisk erfaring både i forhold til at være omstillingsparat, at kunne planlægge og gennemføre undervisningen med hensyn til under publikummet, og hvordan man er til stede i nuet. 

 


Fedt at undervise og gøre en forskel for andre 

Generelt fortæller Mette, at er super fedt at undervise gymnasieelever, og at deres engagement og interesse for undervisningen er positivt at opleve.  

“Min bedste oplevelse med AAU on Demand var, da en elev kom op til mig efter en time og sagde, at hun var blevet meget inspireret af mit oplæg i forhold til hendes SRP-opgave. Det var rart at høre, at hun følte sig inspireret, og at vores tilbud om at komme ud giver noget til eleverne”.  

Netop elevernes engagement var også med til at give Mette et ordentligt skud selvtillid, da hendes oplæg specifikt blev valgt ud til et af besøgene:  

”Et gymnasium havde fokus på FN’s verdensmål, og mit oplæg passede godt ind i dette. Derfor efterspurgte gymnasiet selv mit oplæg. Det var fedt at mærke, at ens oplæg blev mere ”personligt” efterspurgt af gymnasiet. Eleverne valgte selv, hvilket af oplæggene de helst ville høre. Det var fedt at undervise folk i noget, de selv aktivt havde valgt.”  

 

 

Kompetencer, der er gode at have med videre 

Mettes drømmejob er at arbejde som projektkoordinator eller konsulent i en NGO. Det er ikke et job, der kræver undervisningskompetencer, men hun mener alligevel, at studiejobbet som studenterunderviser hos AAU on Demand giver hende relevante kompetencer, bl.a.: ”At ting ikke altid går, som man planlægger, men at man så tager det derfra. Generelt er det godt at tage med sig videre. Herudover bliver jeg en bedre formidler i forhold til at stå foran mange mennesker og at være omstillingsparat. Man lærer også at koordinere sin helt egen undervisning og evaluere på, hvad der gik godt, og hvad der kan forbedres”.  

En klar fordel ved studiejobbet er ifølge Mette fleksibiliteten, der følger med besøgene:  

”Man kan selv booke sig på til besøgene, og hvis man eksempelvis er i en eksamensperiode og er presset, kan man lade være at melde sig til. Det er lidt forskelligt, hvor mange besøg der er, men jeg synes, det har været passende, og der har været rig mulighed for at melde sig til besøg”. 

 

 

Et unikt sammenhold og en oplagt mulighed for at netværke 

For Mette kan AAU on Demand’s korps på AAU CPH beskrives som en gruppe, hvor hygge med hinanden er i højsædet:  

”Vi hygger os meget og erfaringsudveksler. Vi ses jo desværre ikke så tit, men når vi gør, hygger vi os, fx hvis vi har et besøg langt fra KBH, så hygger vi i bussen. Ellers drikker vi kaffe i pauserne og griner lidt af, hvis der er opstået nogle sjove situationer i klasserne.”  

"Det er også fedt, at vi alle har så forskellige faglige baggrunde og dermed også forskellige oplæg. Jeg synes virkelig, det er spændende og lærerigt at høre, hvad studerende laver på studier, der er så vidt forskellige. Det er fedt at snakke med andre universitetsstuderende, der ikke er fra ens eget studie og dermed udvide sit netværk”.  

 

 

3 gode råd til andre, der overvejer AAU on Demand som studiejob 

Hvil i dig selv, sørg for at være forberedt og kend dit stof – gymnasieelever stiller mange undrende og til tider kritiske spørgsmål, hvilket kun er godt, for så bliver man selv lidt udfordret og tænker over emnet på en anden måde, end hvad man ellers ville have gjort. 

Overvej om du kan variere dit oplæg lidt. Det kan godt være kedeligt at holde det samme oplæg samt at lave de samme øvelser igen og igen. Eller måske endda overvej at have 2 oplæg!  

Lad være med at tro, du skal ud at ”være ung med de unge”. Jeg husker rådet fra workshoppen, og det er så sandt. Eleverne synes, det er kikset, hvis man prøver på det, og det er meget bedre, at du virker professionel. Men det er selvfølgelig også godt, at man virker tilstedeværende og som en, de sagtens kan gå til i pausen og snakke med, hvis de har spørgsmål. Det handler om at finde en balance. Men virk professionel – man repræsenterer trods alt også Aalborg Universitet, når man er ude.  

 

 

Om Mette Relster Poulsen 

Alder: 27 år 

Uddannelse: Development and international relations med specialisering i Global Refugee Studies på AAU CPH 

Semester: 10. semester 

Studiejob: Studenterunderviser i AAU on Demand CPH 

Hvor længe har du været med i AAU on Demand? 1 ½ år 

Drømmejob: Projektkoordinator/konsulent i en national eller international NGO 

 

 

 

HVAD ER AAU ON DEMAND?

AAU on Demand er AAU’s korps af studenterundervisere, der tager ud på gymnasier og underviser i et emne inden for deres egen faglighed.

Som AAU on Demand’er vælger du selv et emne, du vil undervise i, og som en del af ansættelsen kommer du på en workshop, hvor du får hjælp til at udvikle dit oplæg.

AAU on Demand søger nye studenterundervisere hvert semester i både Aalborg og København.

Læs om AAU on Demand

De nyeste historier

Se listen

VIL DU DELE DINE ERFARINGER?

Vil du fortælle om din vej? Eller kender du én med en inspirerende historie?

Skriv til os på karriere@aau.dk, så andre kan blive inspirerede.