6 tips til at gøre Karrieremessen til springbrættet for din karriere

6 tips til at gøre Karrieremessen til springbrættet for din karriere

Det kan være svært at overskue, hvordan man som studerende får mest muligt ud af at deltage på Karrieremessen, men med en smule forberedelse og planlægning kan du sikre, at messen bliver udgangspunktet for din fremtidige praktikplads, projektsamarbejde, studiejob eller endda startskuddet på din karriere som færdiguddannet. AAU Karriere deler her ud af 6 gode råd til at gå på karrieremesse.

FØR MESSEN

1. Hvad er dit mål?

Der kan være mange grunde til at tage på karrieremesse. Måske vil du blot opleve, hvordan sådan noget foregår. Det kan også være, at du ønsker at danne dig et overblik over, hvilke muligheder en person med din uddannelse har. Endeligt har du måske en klar plan og målsætning om at lande praktikpladsen, projektsamarbejdet eller jobbet ved at networke på messen.

Gør dig klart inden, hvad du ønsker at opnå ved at deltage i Karrieremessen - og gå hårdnakket efter dine mål.
 

2. Skab overblik og research

Den bedste forudsætning for at levere et budskab er at kende modtageren.

Før messen bør du danne dig et overblik over, hvilke virksomheder, der er repræsenteret. Du vil nemlig aldrig kunne nå at tale med 100 virksomheder på en enkelt messedag. Lav derfor en liste over dem, du synes passer bedst til din faglige profil.

Når listen er klar, kan du begynde at researche på dine udvalgte virksomheder. Søg viden på deres hjemmesider og noter dig relevante informationer. Det kan være virksomhedens målsætninger, arbejdsområder, placering, størrelse samt de seneste årsregnskaber.

Brug din nye viden til at vurdere, hvordan du passer ind i virksomheden, hvad du konkret kan bidrage med, og om du ser nogle problematikker, som du kan hjælpe virksomheden med at løse. Skriv noter, så du er klar til at fortælle virksomheden, hvorfor de har brug for dig.
 

3. Klargør dit cv eller visitkort

Virksomhederne på messen møder hundredvis af studerende på dagen. Det kan gøre det svært for dem at huske netop dig - også selvom du synes, at du gør et fantastisk indtryk. Hav derfor et cv eller visitkort klar til at give de virksomhedsrepræsentanter, du taler med.

Et messe-cv er typisk en forkortet udgave af dit sædvanlige cv. Foruden dine kontaktoplysninger består det af et kort resume af din faglige profil, samt en liste over uddannelse, erfaringer, sproglige og tekniske kompetencer, m.m. Du kan finde mere inspiration i vores guide til det gode cv.

Hvis du allerede har udset dig specifikke virksomheder i din researchproces kan du med fordel forberede et cv, der er direkte rettet mod disse virksomheder. Hav dem printet og klar til messedagen.

Det gode gamle visitkort er desuden et udmærket alternativ til cv. De kan ofte bestilles billigt på forskellige hjemmesider, hvor du kan designe dem efter eget ønske om udtryk og indhold. Vær dog opmærksom på, at der ikke er plads til så mange oplysninger på et visitkort, hvilket kan gøre det sværere for virksomhederne at huske, hvem du er.

 

UNDER MESSEN

4. Vær imødekommende og lyt

Mød altid virksomhederne med smil, nærvær og oprigtig interesse. Det er grundlaget for at skabe et godt indtryk, som vil blive husket.

Mange studerende bliver meget optaget af at beskrive deres faglighed eller at præsentere en indøvet tale for at sælge sig selv. Du bør dog altid huske, at mødet med en virksomhed bør være en dialog mellem dig og virksomheden. Sørg derfor for at lytte til, hvad virksomheden fortæller og spørger om. Kom med inputs og bidrag ud fra samtalen og stil relevante hv-spørgsmål, der viser, at du har viden om virksomheden. Kom med praktiske og konkrete eksempler på din kunnen, og sæt dem i relation til virksomhedens målsætninger og problemstillinger.

I sidste ende, så er det hverken et flashy cv eller en perfekt indøvet elevator-tale, der skaber det bedste indtryk. Det er din viden om og interesse i virksomheden, der viser, at du er uundværlig for dem.
 

5. Tag pauser og før logbog

Det kan være svært at huske alle informationer og virksomheder i løbet af en hel messedag. Husk derfor at tage pauser, hvor du danner dig et overblik over, hvem du har talt med og hvordan det er gået.

Du kan evt. føre en slags logbog, hvori du noterer dig navnet og kontaktoplysninger på de virksomhedsrepræsentanter, du har talt med. Noter også hovedpunkterne i jeres samtaler. Husk altid at spørge virksomhederne, hvordan de ønsker, at du følger op på samtalen efter messen.

Med logbogen i hånden har du et stærkt grundlag for, at de gode samtaler under messen bliver til konkrete aftaler om samarbejde eller job efter messen.
 

6. Deltag i workshops, foredrag og andre aktiviteter

Karrieremessen er ikke blot en unik mulighed for at møde en masse virksomheder. Der er også et væld af workshops og foredrag, der kan hjælpe dig med at forbedre dine fremtidige karrieremuligheder.

Du kan for eksempel overvære et inspirerende foredrag af tidligere jægersoldat, B.S. Christiansen (husk tilmelding inden messen) eller få dit cv eller din LinkedIn-profil gransket af professionelle vejledere.

Der er også flere lignende tilbud i løbet af Karriereugen, der finder sted på AAU i Aalborg i ugen inden messen i Gigantium.

Hvis du går på AAU i København eller Esbjerg, er der også løbende karrierearrangementer og mulighed for karrierevejledning.

De mange tilbud er alle sammen skabt for at give dig det bedst mulige grundlag for, at dine karrieredrømme går i opfyldelse. Brug dem som inspiration eller som konkrete værktøjer til at styrke din faglige profil.

Nyheder