AAU logo

AAU Karriere

Case Competition i Sverige – et møde med fåreuld og Design Thinking

Case Competition i Sverige – et møde med fåreuld og Design Thinking

I foråret 2017 drog fire kandidatstuderende fra AAU’s Scandinavian Talent-program til Case Competion i Sverige. Sammen med andre deltagere fra danske og svenske uddannelsesinstitutioner, skulle de arbejde med anvendelsesmuligheder for de store mængder fåreuld, der pt. går til spilde i forbindelse med fårekødsproduktionen i Halland-området. Det blev et spændende møde med andre fagligheder, uld-eksperter og Design Thinking-metoden, og det førte til mange innovative idéer. Læs mere om Andreas, Heidi, Camilla og Petters oplevelser i Göteborg og Varberg nedenfor!

Andreas Gasberg

  • Cand. stud. i Engelsk og international virksomhedskommunikation
  • Deltager på Scandinavian Talent modul 1 i E2016 og modul 2 i F2017.
  • Gruppe til Case Competition: Ullnionen (delt førsteplads)

 

Heidi Nielsen

  • Cand. stud. i IT design and application development
  • Deltager på Scandinavian Talent modul 1 i E2016 og modul 2 i F2017.
  • Gruppe til Case Competition: Wullf

 

Camilla Baastrup

  • Cand. stud. i Organisation og strategi 
  • Deltager på Scandinavian Talent modul 1 i E2016 og modul 2 i F2017.
  • Gruppe til Case Competition: The Sheepers

 

Petter Hvidt Toft

  • Cand. stud. i Industrielt design.
  • Deltager på Scandinavian Talent modul 2 i F2017.
  • Gruppe til Case Competition: Wullf

HVORFOR VALGTE DU AT DELTAGE I CASE COMPETITION I GÖTEBORG/VARBERG I MAJ 2017?

Andreas: Jeg så Case Competition i Sverige som en god mulighed for at få afprøvet Design Thinking-metoden og Den Kreative Platform, som vi havde arbejdet med i Scandinavian Talent-programmet på AAU, på en reel problemstilling. Ligeledes havde jeg aldrig prøvet at deltage i en case competition, så det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Desuden var turen gratis, hvilket kun gjorde det lettere at træffe beslutningen om at melde mig til.

Camilla: Jeg valgte at deltage for at udvide min horisont inden for emnet og mit netværk, samt pga. praktikmuligheder.

Petter: Det gjorde jeg på opfordring fra Lektor Christian Tollestrup, der foreslog, at vi skulle prøve at ansøge om deltagelse på talentholdet. Case competition lå lidt kortene, eftersom jeg har været til Solution Camp flere gange og virkelig har været glad for det.

Heidi: Jeg synes, det var en god mulighed for at udvide den oplevelse, det har været at være en del af Scandinavian Talent-programmet. Jeg var ikke en del af målgruppen, som søgte praktik i Sverige, men jeg tænkte, at der måske ville være andre muligheder i det for mig. Nye erfaringer er altid godt. 

 

HVEM VAR DE ANDRE DELTAGERE I DIN GRUPPE?

Andreas: Vi var i alt seks studerende i min gruppe - fem fra Danmark og én fra Sverige. To af mine gruppemedlemmer studerede grafisk design, en var sygeplejestuderende, en var uddannet gartner og var i gang med en uddannelse som jordbrugsteknolog, mens den sidste studerede event management.

Camilla: Min gruppe bestod af alt fra en sygeplejerskestuderende til studerende på en lang videregående uddannelse inden for It, organisation og strategi. 

Petter: Vi var seks studerende med ret forskellige uddannelsesprofiler, som jeg dog ikke husker detaljeret.

Heidi: Der var en del blandede baggrunde, såsom en grafiker, en arkitekt, en industriel designer og en pædagog. Pædagogen var en overraskelse, men hun interesserede sig for unge og uddannelse og så det som en chance for at udvide sit netværk og lære om andre uddannelser end sin egen. Det synes jeg var virkelig fedt tænkt!

 

HVILKEN IDÉ UDVIKLEDE OG ARBEJDEDE I MED I DIN GRUPPE TIL CASE COMPETITION?

Andreas: Vores idé indebar, at den overskydende uld fra svenske slagtefår (som ellers smides ud) efter en simpel forarbejdningsproces kan bruges som et alternativ til fiberdug i landbrug. Da uld er organisk materiale og nedbrydeligt, vil det derfor også kunne bruges af økologiske landbrug. Ligeledes kunne samme produkt også bruges som flydedug til gylletanke, hvor der i dag også bruges plastik til at overdække disse. Juryen fandt idéen så god, at vi blev honoreret med en delt førsteplads.

Camilla: En idé vedrørende fastholdelse af temperatur til produkter, der omfatter kolde/varme drikkevarer.

Petter: Vi arbejdede med produktion af fx uldhalstørklæde i god kvalitet til forbrugere, som ved køb af dette produkt samtidig ville give et uldtæppe til flygtninge. 

Heidi: Vi foreslog, at man kunne lave en social-økonomisk produktion af rest-ulden og derved få udsatte i arbejde.

 

HVORDAN OPLEVEDE DU DET AT ARBEJDE SAMMEN MED NOGEN FRA HHV. ANDRE UDDANNELSESINSTITUTIONER OG fra SVERIGE?

Andreas: Det var en virkelig fed oplevelse! På trods af vidt forskellige uddannelsesbaggrunde og -institutioner, fungerede samarbejdet virkelig godt. Jeg er sikker på, at de vidt forskellige fagligheder i vores gruppe var med til at gøre, at vi kom på så god en idé, som vi gjorde.

Camilla: Meget givende! 

Petter: For mig var det ikke noget nyt, og som altid syntes jeg godt om at arbejde sammen med andre fra forskellige uddannelser.

Heidi: Det var interessant at opleve både hvor ens og alligevel vidt forskellige, vi som studerende kan være. Men der er noget om det, at når forskellige fagligheder mødes, så sker der virkelig noget. Det handler bare om at kunne samarbejde og drage nytte af hinandens kompetencer på den bedst mulige måde.

 

HVAD VAR SÆRLIGT FOR DIG VED AT DELTAGE I CASE COMPETITION?

Andreas: Hele processen omkring Case Competition var særligt givende for mig. Det var enormt motiverende at arbejde med en problemstilling under pres og samtidig skulle levere en løsning, som andre kan bruge til noget. Uldindustrien, som casen omhandlede, var helt ukendt for mig, så det var også særligt givende at arbejde med noget, som jeg aldrig rigtig har stiftet bekendtskab med før.

Camilla: Det særlige var at arbejde på tværs af uddannelser, få en oplevelse og komme lidt væk fra vante rammer.

Petter: Skabe netværk, komme ud og opleve noget samt at prøve kræfter med noget nyt.

Heidi: Det var tænkt som et lille afbræk fra speciale-skriveriet og for igen at teste mine egne evner. Det er utroligt, at man på så lidt tid kan komme op med så mange idéer. Det var virkelig fedt at tale med uld-specialisterne (trods sproglige udfordringer) og præsentere resultatet for dommerpanelet.

 

HVAD HAR DET GIVET DIG AT DELTAGE I CASE COMPETITION, SOM DU KAN BRUGE FREMADRETTET I DIN KARRIERE?

Andreas: Først og fremmest noget ekstra at vise frem på CV’et, men også hele tankegangen bag, hvordan man går til en problemstilling, og hvordan man løser den. Det har været meget virkelighedsnært og er helt sikkert noget, som jeg kan tage med videre i mine studier og mit arbejde. Det har været et perfekt afbræk fra studierne og projektskrivningen, som til tider godt kan blive lidt virkelighedsfjernt.

Camilla: Noget mere jeg kan skrive på mit CV – noget, der viser vilje og arbejdsmoral.

Petter: Jeg kan helt sikkert bruge det netværk, jeg fik skabt mig i Sverige, i fremtiden.

Heidi: Både Scandinavian Talent-programmet og Case Competition har lært mig, at min uddannelse skal ses som et solidt grundlag for min videre udvikling. Jeg er spændt på at se, hvor jeg lander efter endt uddannelse og på at give mig i kast med alle former for problemstillinger.

 

HVORDAN HAR DIN DELTAGELSE I SCANDINAVIAN TALENT-FORLØBET PÅ AAU GIVET DIG VÆRKTØJER, SOM DU HAR KUNNET BRUGE TIL CASE COMPETITION?

Andreas: Hele Design Thinking-metoden har været yderst brugbar i forbindelse med arbejdet med Case Competition. Det er et godt værktøj til at løse problemer helt generelt, og jeg er overbevist om, at metoden er noget, jeg vil bruge fremadrettet. Samtidig har den kreative platform også været god, da den har udstyret mig med værktøjer til, hvordan man kan tænke mere kreativt og ud af boksen.

Camilla: Det har givet mig en masse teori, som jeg kan trække på.

Petter: Talentforløbet har hjulpet til håndtering af at arbejde sammen flere mennesker fra forskellige uddannelser. Specifikke værktøjer, som jeg vil kunne bruge fremadrettet, har jeg nok ikke fået, men som overordnet har det da gjort mig til en bedre industrial designer.

Heidi: Jeg har lært, at jeg har et godt fundament for at kunne tilegne mig ny viden og tilpasse mig den problemstilling, som er foran mig, at samarbejde med andre fagligheder end min egen, og at arbejde på en case ud fra Design Thinking-tilgangen.  

 

HAR DU ET GODT RÅD TIL ANDRE, SOM OVERVEJER AT DELTAGE I CASE COMPETITION I FORÅRET 2018?

Andreas: GØR DET! Det er en fed oplevelse, og du vil ikke fortryde det ét sekund! Processen og oplevelsen er unik og lærerig for alle!

Camilla: Gør det - for oplevelsen skyld!

Petter: Gør det! Lige meget om man ikke helt synes, man har tiden til det. Det giver så meget i forhold til den tid, man lægger i det.

Heidi: Bare gør det! Det er et dejligt afbræk, og jeg synes, det var vildt sjovt at skulle arbejde med en case, som lå så langt fra, hvad jeg normalt beskæftiger mig med. Det er en klar anbefaling.

 

VIL DU ANBEFALE ANDRE AT DELTAGE I CASE COMPETITION I FORBINDELSE MED SCANDINAVIAN TALENT-PROGRAMMET?

Andreas: Uden tvivl! Får man tilbudt muligheden for at deltage, skal man sige ja. Jeg har tillært mig mange nye metoder, som er brugbare både på og uden for studiet og fået udvidet mit netværk med både andre studerende og virksomheder. Sidst, men ikke mindst, så har Scandinavian Talent-programmet været helt vildt sjovt og udfordrende!

Camilla: Det vil jeg bestemt, eftersom det er lærerigt, både at arbejde på tværs af uddannelser og på tværs af kulturer. God måde at udfordre sig selv på.

Petter: Ja!

Heidi: Gennem min deltagelse i Talent Programmet lærte jeg meget om brugen af Design Thinking, og det var en god base for arbejdet i Sverige. Case Competition er en mulighed for at bruge den nye viden i et nyt miljø med nye mennesker.

 

Om Case Competition i foråret 2017

Case Competition fandt sted fra 9-11 maj 2017 i Göteborg og Varberg.

Den var arrangeret som en del af EU Interreg-projektet ”Innomatch”, der har til formål at øge innovationskapaciteten i mikro- og nyetablerede virksomheder ved at bringe studerende i spil som innovationsressourcer i virksomhederne.

Læs mere om Innomatch og Scandinavian Talent programmet på AAU.

 

 

 

 

 

 

   

Nyheder